Et fremtidsscenarie: Du bliver indlagt på hospitalet af vagtlægen – en yngre, kvindelig læge. Derefter får du en hurtig forundersøgelse af en anden ung, kvindelig læge. Senere på dagen, da du er kommet op på din stue, kommer en ældre, kvindelig overlæge og taler med dig for at fastlægge en behandlingsplan. Dagen efter er det endnu en ny – kvindelig – læge, som går stuegang. Hun fortæller dig, du skal have foretaget nogle undersøgelser på en anden afdeling. Du bliver kørt derhen og bliver tjekket af endnu en kvindelig læge. Da du er blevet rullet tilbage, giver en ny midaldrende, kvindelige læge dig en umiddelbar tilbagemelding på resultatet…

Du har fanget mit billede nu, ikke? En verden af kvindelige læger.

Ville du som borger, patient, pårørende finde det naturligt? Eller ville du undre dig – måske blot som en forbipasserende tanke: Hvor er mændene henne? Hvorfor ser vi ingen mandlige læger?

Det skal jeg fortælle dig: De var for dovne, for dumme eller for ustræbende til at få et højt nok karaktergennemsnit til at komme ind på lægestudiet. Så de er der ikke. De måtte finde andre livsveje, andre studier, som svarede til deres sølle karaktergennemsnit.

Dette scenarie ville være blevet virkelighed, hvis ikke politikerne og universitetsrektorerne for nogle år siden havde sat sig ned og sagt: ’Vi må gøre noget. Der skal da også være mandlige læger i fremtiden.’ Og hokuspokus, ung mand i fokus – som sagt, så gjort: Kvote2 ordningen blev ændret, så et langt større antal ansøgere til bl.a. lægestudiet i dag kommer ind denne vej. Herunder et betydeligt antal mænd.

Jeg synes, det er smukt, at vi sikrer os diversitet alle vegne og på alle tænkelige måder i samfundet. Herunder også på de populære studier. For tænk, hvis vores tankegang omkring lægestudiet var: ’Han har ikke højt nok gennemsnit – ergo er han uegnet! Han viser ikke den rette motivation – ergo er han uegnet! Han stræber ikke nok – ergo er han uegnet! Han har bare ikke det, der skal til – han er uegnet!’

Alt sammen fordi vores danske, unge mænd ikke lever op til de standarder, vi umiddelbart og ikke altid gennemtænkt har sat for nogle studier. Så ville det godt nok se skidt ud for de unge mænd – og for samfundet, ikke sandt?

Samme tankegang kan du bruge, når temaet handler om flere kvindelige ledere, kvindelige topledere, bestyrelseskandidater – og rekruttering af kvinder i det hele taget. Både i det offentlige og i det private erhvervsliv.

Vær hudløst ærlig: Hvor tit tager du dig selv i at tænke/overveje/kommentere: ’Hun har ikke det, der skal til’, ’hun er for blød’, ’hun er for kommunikerende’, ’hun er ikke hård nok’, ’hun mangler lige XX…’, ’hun har for lidt praktisk erfaring,’ ’hun har for meget praktisk erfaring’, ’hun er ikke talknuser nok’ – eller hvad der nu kommer dumpende af umiddelbare reservationer til dig.

Det er fuldstændig den samme øvelse, du og din organisation skal igennem, som politikere og rektorer, da de reddede de unge mænds bagdele: Beslut dig for, at NU er det tid til at ændre billedet. Forestil dig den fremtid, du gerne vil have i organisationen – med mænd og kvinder, side om side, i samarbejde, innovation og trivsel.
Sæt nogle rammer – og begynd at udfordre status quo: Hvorfor siger vi, som vi gør? Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor skriver vi, vi som vi gør (i f.eks. stillingsannoncer)? Hvad ønsker vi at skabe i stedet?

Og fortæl mig nu ikke, at I altid gør alt, hvad der skal til for at få ’den bedst egnede kandidat’ (hvilket vil sige, at I gør, som I altid har gjort). Hvis det argument var acceptabelt, ville universiteterne i dag være fyldt op med lyserøde penalhuse.

Så: Hvad kan DU gøre, sætte i gang, skubbe til, i din organisation for, at vi får skabt den samme dynamik endnu flere steder i Danmark end ’blot’ på de længerevarende studier?

Mænd på kvote 2 bliver dygtige læger på trods af deres karaktergennemsnit – kvinder er dygtige ledere, selvom de har en anden måde at lede på, end vi måske traditionelt er vant til. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale på tværs af arbejdsmarkedet pga. manglende diversitet og mangfoldighed i Danmark. Vær en af de første virksomheder til at udnytte det! Det kan betale sig – både på bundlinjen og i øvrigt. Det er der klare beviser for…

Kategorier: Kommunikation, Ledelse, Mænd og kvinder på job, rekruttering og Værdier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *