Forleden satte jeg mig for at finde ud af, hvad der driver mig til konstant at arbejde for bedre samarbejde mellem kønnene. At få flere stærke, kompetente kvinder til at tro og satse og turde. At få flere kvinder i ledelse. At få mænd til at forstå, hvad de går glip af, når det ikke sker. At få mænd til at finde motivationen og gejsten til at gøre noget andet end hidtil. Ikke (kun) for retfærdighedens skyld men for velfærdens, innovationens, trivselens, bundlinjens skyld. At få formidlet alle de gaver, vi kan skabe sammen i forretning, i organisationer, i afdelinger, (top)ledelser. For ja – det er et mangeårigt fikspunkt for mig. Et fikspunkt, som driver mig (og indimellem driver min mand … til vanvid), selvom alle ikke bryder sig om udgangspunktet for mit budskab. Hverken mænd eller kvinder.

Mit grundlæggende budskab er, at der er forskel på mænd og kvinder. Mænd er mere eksekverende og resultatorienterede og kvinder mere dialogorienterede og procesorienterede. Vores hjerner, biologi, opvækst, socialisering gør, at vi både fødes med og stimuleres til to forskellige måder at skabe på. Vi kan (op)nå det samme – men ad forskellig vej. Og sammen kan vi opnå endnu mere.

Og jo mere jeg læser videnskabelige artikler og bøger og interviewer eksperter, jo mere sikker bliver jeg. Vi ER forskellige – og det skal vi anerkende, bruge og udnytte til at skabe en bedre verden end i dag. Den holdning er mildt sagt noget afvigende fra den almindelige danske diskurs, hvor der helst ikke må være forskel på mænd og kvinder, hvor vi arbejdsmæssigt ikke vil sættes ind i en kasse som ’han eller hun’, og hvor kvinder ikke vil udtale sig som kvinder på job og kun i kraft af deres funktion. Det ironiske er, at vi ved godt alle sammen, at forskellene findes – vi italesætter det bare ikke. Tør ikke. Er ikke åbne. Går ikke i dialog. Søger ikke en forklaring. Måske fordi forskellene kan blive svære at håndtere til daglig, kan udnyttes politisk og kan skabe risiko for en stigmatisering, som ikke er hensigtsmæssig.

Kvindelige ledere eller kvinder med seniorerfaring bryder sig ofte ikke om mit budskab. De har klaret sig på lige vilkår med mænd og mener ikke, at der er brug for at gøre og tænke ’noget andet’ end hidtil. Min erfaring er dog sjovt nok, at når de samme kvinder går på pension eller siger op, fordi de får nok – så kan de godt åbne munden og fortælle, at vilkårene alligevel ikke var ens eller optimale, eller at de følte sig udenfor eller måtte adaptere mændenes attitude for at blive hørt. I bund og grund er det at udtale sig som kvindelig leder om kvinder og ledelse og karriere nemlig noget af en karrierefuser, mens kvinderne selv er på vej op. Så for at forblive one of the boys er du som kvinde nødt til at spille spillet hele vejen – også hvis det betyder, du støder dine ’søstre’ fra dig ved ikke at udtale dig. Og det kommer der altså ikke meget forandring ud af.

For et par år siden talte jeg med en kvinde, som var nået rigtig langt i fagforeningsverdenen – og i øvrigt. Hun sagde direkte til mig, at hun adskillige gange havde fået at vide – i al venskabelighed og som et af hjertet velmenende råd af sit mandlige netværk:

”Hvis du bare lader være med at tale om de der kvinder hele tiden, vil du kunne nå endnu længere”.

Så – kvinder med lederbaggrund og ledererfaring bryder sig ikke om mig – i hvert fald ikke før, de har fået gravet gevaldigt i sig selv, har taget ansvar for deres personlige udvikling og har truffet nogle alternative valg i livet. Trist det er det, der skal til, for at tænke nyt og anderledes – og turde åbne munden. Som for eksempel en garvet, kvindelig leder, jeg talte med for nylig, og som havde sagt sit lederjob op med argumentet:

”Nu har jeg spillet ludo i 25 år uden at synes, det er særlig sjovt. Og når jeg foreslår skak, er der ingen, som vil spille med mig. Det gider jeg ikke spilde mit liv på længere…”

Såkaldte feminister kan heller ikke lide mig – hvad enten de er røde eller blå (’sådan nogen’ findes åbenbart i farver). Selv kan jeg rigtig godt lide ordet ’feminist’, da definitionen i sin oprindelige form er arbejdet for, at alle – uanset alder, køn, etnicitet, seksuel præference osv. – får en lige chance alle steder og på alle niveauer. Hvilket i bund og grund er det samme som at arbejde for diversitet i samfundet og på arbejdsmarkedet. Derfor mener jeg også, at alle – dvs. både alle mænd og kvinder med et hjerte – burde være feminister (eller måske lige så godt: ’diversister’?)

Nå, men hverken de røde eller blå feminister kan lide mig. Fordi jeg hverken går ind for en ren socialiseringsdiskurs, som giver opdragelsen og reklamerne hele skylden, eller en ren biologidiskurs, som implicerer, at kvinder pr. natur er mere interesserede i at bage speltboller hele livet. Jeg tror tværtimod på, at vores biologiske forskelle skal bruges i en ny kontekst og ramme – med både feminine, empatiske topledere og målrettede, synlige fædre på barselsorlov – og at karrieren og livet i det hele taget skal leves i faser, så arbejdet ikke nødvendigvis er en lang, ubrudt, linær affære uden et eneste hul.

Mænd bryder sig heller ikke om mit budskab – specielt ikke en del af dem, som er ledere, hastigt på vej op – eller allerede på toppen. Så snart jeg taler om manglen på kvindelige ledere, om behovet for at ændre struktur og kultur, om børn og barsel (også til fædre), om kompetencegivende deltid og alverdens andet kreativt, får jeg ’blikket’: Hun er en feminist – i forretningsforklædning. Iført nederdel og hæle og uden lilla tørklæde og rødt banner. En sand muldvarp. Med overidealistiske, urealistiske ideer og en stor mund.

Hvis jeg fik en krone for hver gang, jeg har hørt ærligt opbakkende, støttende mænd udtrykke:
”Vær nu obs på din form. Den måde, du siger tingene på. Det, du udtrykker. For du skal jo nødig virke som en feminist. Så mister du alle fuldstændig – og det er jo sådan et vigtigt budskab…” – så ville jeg være en rig kvinde i dag.

Kort sagt, ingen kan lide mig – eller rettere: det, jeg siger. I hvert fald provokerer det en del beslutningstagere. Altså – lige bortset fra alle de mænd og kvinder – både ledere og i øvrigt – som klapper, når jeg er ude at formidle mit budskab. Så kan de nemlig godt grine og genkende sig selv og hinanden og se på perspektiverne og fakta på en ny måde. Så der er stadig håb!

Og derfor bliver jeg ved. Fordi de øjeblikke er hele kampen værd. Fordi jeg passer ind både her og der – og ingen steder. Fordi jeg ikke kan og vil sættes i bås. Ikke kan og vil pakkes ind i ord som feminist, rød eller blå, antimand eller prokvinde, for karriere og imod hjemmegående – eller omvendt.  Jeg passer ikke ind i de bokse, vi er vant til at bruge om hinanden – og det trives jeg med. Hvad enten I kan lide mit budskab eller ej.

Det her står jeg for:

Så – for at gøre mine budskaber klare og utvetydige:

JA, der er en kvindelig og mandlig essens – og deri ligger et enormt uopdyrket, ubrugt potentiale til gavn for alle, hvis vi åbner øjnene for det og begynder at bruge det

JA, jeg taler for, at der statistisk set er forskel på kønnene (og jeg elsker den forskel!) – og jeg er stærkt imod ensretning af kønnene og af hen og høn og lortebrune flyverdragter og kasserollefrisurer

JA, vi har brug for begge dele for at skabe en balanceret verden. Lige nu har vi en forvredet balance, hvor vi måler os op imod alt maskulint – uanset køn – fordi det maskuline er det, der ubevidst er blevet værdsat og lønnet gennem mange, mange år. Det er ingens skyld – det ER bare sådan. Og nu er der brug for, at vi foretager et paradigmeskift

JA, jeg taler for, at det feminine og dermed kvinder skal tales OP, op, op i både(top)ledelse, karriere og bestyrelser – fordi vi mangler en dimension i verden og på arbejdsmarkedet. Alt, hvad der foregår ensrettet, konformt og uprovokeret for lang tid ad gangen, er usundt for både mennesker og miljø. Og så giver målrettet brug af forskellene i øvrigt bundlinje, så det batter

JA, jeg går ind for barsel til fædre… i mere end 1-2 sølle uger ad gangen. Det kan kun gå for langsomt! Barsel og børn er kompetencegivende, gør os til mere hele og nuancerede mennesker – og dermed til bedre ledere og medarbejdere… og så gør det os i øvrigt mere effektive og mere bevidste om vores egne værdier og prioriteringer

JA, jeg arbejder for, at flere kvinder skal tro mere på sig selv og hvile i dem, de essentielt ER. Deres køn. Deres prioriteringer. Deres valg. Deres værdier. Det ville de i den grad komme til langt lettere, hvis det, de står for, blev anerkendt som uundværlige kompetencer… også på toppen. Så kunne de nemlig gøre karriere som sig selv – og ikke som ‘imiterede minimænd’

JA, jeg går ind for kvoter i en periode over 3 år. For at bryde den struktur, som indtil videre låser og skaber stilstand i erhvervslivet. Det gjorde jeg ikke i mange år – men nu er jeg nået til, at der må ske noget drastisk for at få ’bevist’, at det betaler sig. Når først virksomheder og ledelser i praksis oplever fordelene ved at bryde deres ubevidste fordomme, kan vi nemt fjerne kvoterne igen. Men vi skal have slået den nuværende ramme i stykker for at skabe en ny – sammen…

Hvad siger du til de programpunkter? Kan du lide dem?

Jeg hører meget gerne dine kommentarer og glæder mig til en god debat…

Kærligst

Birgitte

Kategorier: diversitet, Kommunikation, Ledelse, Mænd og kvinder på job, rekruttering og Værdier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *