Jeg husker den endnu, den aften – selvom det er mange år siden. Vi var i sommerhus med nogle gode venner, børnene (som var små, dengang) lå og sov. Vi spillede Trivial Pursuit og drak rødvin. Ved siden af mig på sofaen lå børnenes fastelavnsdragter, som jeg selv havde designet og var i gang med at sy… i hånden!?! Fordi mit gamle hakkebræt af en symaskine var gået i stykker. Men HELL – de skulle have et par unikke dragter, de to guldklumper, sku de!

På et tidspunkt svarede jeg forkert på tre TP spørgsmål i træk. Allerede efter 1. spørgsmål følte jeg mig halvdum – efter 2. spørgsmål heldum – og efter 3. spørgsmål fuldstændig retarderet (min 15 årige søns ord for alt, hvad der er tåbeligt). Så jeg fik kværnet et glas rødvin for meget – knækkede sammen – og tudede og tudede og tudede … fordi jeg var så ubrugelig. Så dårlig. Så ikke-bidragende. Så dum. Så uvidende. Så …

På det tidspunkt gik jeg hjemme. Havde sagt mit job op som marketingchef for at passe vores syge søn og hele familien … og nok også for at pleje mig selv efter et par hårde år. Og jeg kunne ikke finde ud af noget – hverken, hvem jeg (nu) var, hvad jeg ville (joh – men det var urealistisk… troede jeg), og hvordan jeg skulle navigere mig selv ud af den jungle, jeg befandt mig i.

Dag ud og dag ind holdt jeg mit bæst i kort snor. Fik det til at holde kæft ved at male lofterne i stuen, etablere et urtebed i haven, have huset fuldt af legekammerater og middagen stående klar til dem alle, lave frugtskåle og male billeder og … rend mig i røven. For så længe, jeg holdt mig i gang, holdt bæstet sig i en nogenlunde håndterbar  størrelse, så jeg kunne styre det.

Men ind imellem og nærmest ud af det blå blev jeg tippet omkuld. Af 3 TP spørgsmål, jeg ikke kunne svare på – af tjekkede karrieremødre, som hentede deres børn i vuggestuen samtidig med mig, uden strithår og malerpletter på bukserne – af mødre, som lignede forsidebilledet på en sportsreklame, når de skulle ud at jokke en lille tur – af en urtehave, som endte med at slå gulerødderne ihjel. SÅ tog bæstet over og fortalte mig for eksempel, at nu var det ikke kun TP, jeg var ubrugelig til – det var alt. Simpelthen ALT. Jeg var en taber uden noget som helst at byde på.

Når jeg var der, havde jeg ikke styr på mig selv. Bæstet tog kontrollen. Voksede sig stor og stærk – voksede sig større end mig. Stjal tøjlerne ud af min hånd, satte sig op på min hest – og gallopperede af sted med mig til mørke afkroge. Indtil jeg nåede punktet i mit liv, hvor jeg sagde STOP! Hvor jeg krævede tøjlerne tilbage, holdt op med at tænke traditionelt og i rammer og grænser – og i stedet tog min plads.

Med tiden har jeg opdaget, at det ikke kun er mig, der har haft et bæst at bekæmpe. Der er fortsat alt for mange kvinder, som  kæmper med deres bæst – og jeg møder selv en del af dem både privat og på arbejdet. Udadtil har de et dejligt liv – fyldt med gode mennesker omkring sig, med eller uden jobs, gode veninder, børn, børnebørn, mand, hus. Men bæstet sidder derinde og venter på at finde lige det øjeblik, hvor det kan tage over. Ikke hele tiden – men alt for ofte.

Hvor ville jeg ønske, at vi kvinder ikke knoklede så meget for vores berettigelse! Hvor ville jeg ønske, at vi følte os gode nok – uanset hvad. Hvor ville jeg ønske, vi tog vores berettigelse for givet – hver eneste af os! At vi alle havde en fundamental tro på, at i det sekund, vi bliver født, er der en plads til lige præcis os – hele livet igennem. Uanset, om vi håndsyr fastelavnsdragter eller køber dem i BR, løber i toptunet løbetøj eller gamle joggebukser, har egen urtehave eller køber grønt i Netto…

Må vi – alle kvinder i hele verden – lære at hvile i os selv, elske os selv og tro på, at vi har en berettiget plads her på kloden, fordi vi hver og en har noget vigtigt at bidrage med som præcis dem, vi er. Det ønsker jeg virkelig

… og hvis du får lyst til at udbryde AMEN (ironisk eller ægte) nu, er det ok. Jeg ved godt, jeg lyder højtravende…

Kategorier: Mænd og kvinder på job.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *